fbpx

Forskeren fortæller: Her begyndte crowdfunding – og sådan kommer det til at udvikle sig i fremtiden

”Bonk, bonk, bonk.”

New York, 1884.

Her kunne man høre lyden af verdens første crowdfunding-projekt begynde på en ø ude i havnen.

Hvad gik det projekt ud på?

Du får et hint:

Øen kom senere til at hedde Liberty Island.

Det var nemlig her i 1884, at byggeriet af denne dame begyndte:

Jeps. Selveste Frihedsgudinden.

Hvad har den statue dog med crowdfunding at gøre?

Ikke noget.

Men det har den sokkel, hun står på.

Du ved, den der 47 m høj piedestal, som faktisk er lige så stor som selve statuen ovenpå:

Det var lige før, at dén piedestal – og dermed fundamentet til Frihedsgudinden – nær ikke var blevet til noget.

Crowdfunding begyndte i USA med Frihedsgudinden

Det var folk som dig og mig dengang i New York, der sørgede for, at Frihedsgudinden fik en sokkel at stå på. Soklen til Frihedsgudinden er nemlig ifølge forsker Kristian Roed Nielsen et eksempel på et af verdens første crowdfunding-projekter:

”Amerikanerne fik jo den her fantastiske gave af Frankrig, men de havde ikke nok penge til at lave selve piedestalen. Så der var en amerikansk avisejer, som lavede en slags crowdfunding-kampagne, hvor han lovede, at hvis folk donerede en dollar eller derover – som alligevel var en del penge dengang – så ville de kunne få en lille frihedsgudinde-mønt tilbage som en slags reward. Og med det her initiativ rejste de faktisk den kvarte million dollars, der manglede til det. Så på den måde kan man altså sige, at finansieringen af denne her piedestal var det første crowdfunding-projekt.”

Kristian Roed Nielsen arbejder til daglig som assisterende professor på Copenhagen Business School og har igennem mange år forsket og skrevet artikler om crowdfunding.

I dag fortæller han om:

  • hvordan crowdfunding begyndte
  • hvordan crowdfunding har udviklet sig
  • hvorfor crowdfunding ikke har noget med deleøkonomi at gøre
  • hvilke tendenser han ser for crowdfunding i fremtiden
  • hvad den største misforståelse om crowdfunding er.

Nu ved du allerede, at verdens første crowdfunding-projekt menes at være soklen til Frihedsgudinden.

Om hvordan crowdfunding helt oprindeligt er opstået, fortæller Kristian:

”Altså hele tanken med crowdfunding, og det her med at mennesker går sammen om et fælles projekt, er ikke noget, som er specielt nyt. Det er jo ret fundamentalt for os som mennesker, at vi kan slå os sammen om at skabe noget fælles.”

Lad os nu se nærmere på, hvordan crowdfunding har udviklet sig til det, vi kender i dag:

Internettet skabte den form for crowfunding, vi kender i dag

Hvornår begyndte crowdfunding så at tage rigtig fart som finansieringsform?

”Hvis vi kigger på mere moderne crowdfunding – som vi ser det hos eksempelvis Coop Crowdfunding – så er det med internettets opståen, at det er blevet muligt at lave crowdfunding, som vi kender det i dag.

Da finanskrisen så kom, fik crowdfunding virkelig sin oprejsning. Folk oplevede mangel på kapital, og at bankerne på en eller anden måde havde fejlet. Så der var både et behov for finansiering, men også en lyst til at finde alternative måder at få finansiering på. Så man kan sige, at det er ud af en krise, at crowdfunding sådan får alvor er opstået. Der begyndte det at gå rigtig hurtigt, og det går kun hurtigere og hurtigere.”

Crowdfunding bliver tit forklaret med, at det er er en form for moderne deleøkonomi. Til det svarer Kristian:

”Det bygger rigtig nok på nogle af de samme tankegange rent teknisk med platformene, der faciliterer kontakt mellem folk. Men nej, jeg ville ikke kalde crowdfunding for deleøkomoni. I crowdfunding deler man som sådan ikke noget. Man er derimod mange små, der går sammen om at bakke op om et projekt.”

Hvordan ser fremtiden ud for crowdfunding?

”Fremtiden for crowdfunding i Danmark ser god ud,” mener Kristian. ”Der er et ønske fra folk om at støtte op omkring projekter – nu her med coronakrisen har vi jo også talt meget om at støtte lokalt, og det har man jo kunne gøre på de danske crowdfunding-platforme. Men crowdfunding-projekterne følger kun antallet af iværksættere, der er, og på den måde kan man måske være lidt nervøs, for vi er ikke just et iværksætterland, så vi kommer måske ikke til at kunne følge med Sverige eller England. Men hele konceptet omkring crowdfunding kommer helt sikkert til at vokse endnu hurtigere.”

Er der så nogle særlige trends, der kommer til at fylde meget inden for crowdfunding?

”Ja, der er visse typer projekter, som vi vil se mange flere af. Projekter inden for den cirkulære økonomi kommer vi eksempelvis til at se mere til. Altså hvor man genanvender eller genbruger ting, vi tidligere har behandlet som affald, men som vi nu opdager, faktisk har noget værdi. Og crowdfunding er jo en fantastisk måde at teste alle mulige tanker af på. Så jeg tror, cirkulær økonomi kommer til at være helt central,” siger Kristian og fortsætter:

”Jeg tror også, plantebaserede projekter kommer til at fylde endnu mere. Man ser en del plantebaserede snacks og køderstatninger, og de kommer til at være en del af det her voksende marked.”

I Danmark er vi gode til crowdfunding – og til at levere det, vi lover

Da jeg talte med Kristian, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om der var nogle misforståelser omkring crowdfunding, som han kunne hjælpe mig med at aflive.

Det var der:

”Ja, altså den største misforståelse er, at crowdfunding bare er folk, der er ude på at snyde. At det bare er en let måde at få penge på. Men hvis vi bare kigger på fakta, så leverer næsten alle projekter det, de lover. Og i Danmark er det virkelig et fåtal af kampagner, der ikke har fået leveret. Ikke fordi de ikke prøvede, men fordi de simpelthen ikke kunne magte den opgave, de havde sat sig for. Så en del af dem, der typisk ikke kender crowdfunding, kan godt behandle det lidt som om, at det er en måde at svindle penge på, og det er det altså ikke. Det er personer, som sætter deres navn på spil, der beder om hjælp,” afslutter han.

Nu ved du altså:

  • At crowdfunding begyndte i USA med finansieringen af selveste Frihedsgudindens sokkel
  • At de former for crowdfunding, vi kender i dag, især accelererede sammen med internettet.
  • At vi kun kommer til at se endnu mere til crowdfunding – især når det handler om at teste nye, bæredygtige produkter og fødevarer af på målgruppen.

På den måde har den type projekter, der typisk bliver crowdfundet, altså ændret sig en smule fra dengang i 1884 i New York 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *