Hvad er crowdfunding

Hvad crowdfunding er (og ikke er)

Se lige det her billede:

Den orange sofa.

De monstrøst store kaffekopper.

Phoebe med sin guitar henne i hjørnet.

Det er selvfølgelig LEGO’s rasende populære udgave af Central Perk kendt fra Friends.

Det særlige ved dette LEGO-sæt?

Det er ikke LEGO selv, der har fundet på produktet.

Det har en LEGO-fan.

Han lagde sin idé op på platformen LEGO Ideas. Her fik produkt-idéen de 10.000 støtter, der skulle til, før LEGO sætter produktionen af idéen i gang. Til gengæld fik den store fan af LEGO (og Friends) 1% royalties samt kredit som original produktudvikler af LEGO-sættet.

Jeg elsker at bruge dette eksempel, når jeg holder foredrag og underviser andre i, hvordan de inddrager potentielle kunder i deres projekter – enten ved at invitere folk til at bruge deres viden (crowdsourcing) eller ved at tilbyde folk at investere i deres projekt (crowdfunding).

Hvad er forskellen på crowdsourcing og crowdfunding?

LEGO-eksemplet er crowdsourcing i sin fineste form.

Crowdsourcing er et paraplybegreb, der dækker over bl.a. crowdfunding, og derfor skal du vide, hvad det er for noget.

I crowdsourcing arbejder man ud fra en tankegang om, at de bedste ressourcer ikke nødvendigvis findes internt i en virksomhed. Det er den samme tanke, der ligger bag brugerinddragelse, communities, åben innovation og den slags begreber.

Man lukker simpelthen dørene op til sin virksomhed og inviterer folk og deres idéer indenfor.

Det er dét, som LEGO gør med LEGO Ideas. Platformen giver virksomheden mulighed for at facilitere innovation blandt brugerne, samtidig med at LEGO kan identificere og motivere de mest aktive ambassadører inden for LEGO-universet.

På platformen bliver der skabt produkter som fx LEGO Central Perk, som LEGO-teamet ikke selv var kommet på. Og de ved samtidig, at der er en interesse fra de potentielle købere, fordi de vindende idéer har opnået minimum 10.000 stemmer.

I crowdsourcing inddrager man altså folk i ens forretning via deres viden (sourcing).

I crowdfunding inddrager man folk i ens forretning via deres penge (funding).

Lad mig hoppe ned fra den store paraply og forklare crowdfunding-begrebet nærmere – der er nemlig mange, der snubler i det:

Hvad er crowdfunding?

Crowdfunding er finansieringen af et projekt gennem den brede masse – sådan nogle som du og jeg – via internettet. Det er et alternativ (eller et supplement) til bank og investorer.

Det projekt, du gerne vil have finansieret, kan i princippet være hvad som helst. I foråret hjalp jeg fx virksomheden TripDoodler med at rejse penge på platformen Kickstarter til deres rejseplanlægningsværktøj. Hele den historie kan du læse her. Du kan fx også støtte arbejdet med truede dyrearter, en daddelbar eller åbningen af en butik. 

Idéen bag crowdfunding er, at vi hver især har mulighed for at bidrage økonomisk til de projekter, der giver mening for os individuelt – frem for at det er én bankrådgiver eller én investor, der skal tage stilling til, om et projekt skal støttes eller ej.

Slutmålet med finansiering gennem en bank eller finansiering gennem en crowdfunding-kampagne er det samme: Nemlig at skaffe penge til noget, der skal ud til kunderne. Med crowdfunding inviterer du bare kunderne med meget tidligere i projektet, og det har vist sig at være en ret god forretningsmodel. Det er årsagen til, at crowdfunding vinder mere frem herhjemme i Danmark med fx Coop Crowdfunding.

Crowdfunding er mere end finansiering

En fejl, jeg ofte møder hos folk, der vil lave crowdfunding, er: De tror, det er nemt. At de måske kan lave en kampagne på en uge, og så kommer folk på magisk vis og støtter projektet. Hvis det er din forventning, så hold dig fra crowdfunding. Det kan faktisk være sværere at lykkes med crowdfunding end at få et banklån, men til gengæld får man mere ud af det end ren finansiering – som fx en gruppe af potentielle kunder, der står klar til at købe dit produkt.

Fordi crowdfunding foregår via internettet, er det en genial måde at nå ud til mange flere mennesker, end hvis man står nede på hjørnet og fortæller forbipasserende om det projekt, man er så passioneret omkring.

Lad mig give dig et dansk eksempel:

Iværksætterne Anniken Sand og Ninna Viktoria Berg, der står bag isbutikken Istid, finansierede deres første butikslokale via en kampagne på Kickstarter.

Det, de gjorde rigtig godt, var at opbygge et community omkring deres produkt. Alle dem, der støttede deres kampagne tilbage i 2015 (de såkaldte backers), endte på en wall of heroes i den fysiske butik. Crowdfunding-kampagnen gav ikke kun de to iværksættere 70.000 kroner til at åbne en butik. Det gav dem også interesserede kunder, der var klar til at dukke op i deres butik og købe is, lige så snart de åbnede. Istid fik i øvrigt senere støtte fra Christian Stadil i Løvens Hule.

Crowdfunding er altså en genvej til at komme i kontakt med virkelig mange potentielle bidragsydere, købere, långivere eller sågar investorer – allerede før dit produkt findes, eller din butik er åbnet.

3 ting du skal vide, hvis du overvejer crowdfunding

At invitere folk indenfor er ikke altid nemt, og man skal tage ansvaret, der følger med, alvorligt.

Jokker man i spinaten, så er der rigtig mange mennesker, der følger med og har noget at skulle have sagt.

Hvis vi eksempelvis kigger på reward-baseret crowdfunding (den type crowdfunding du finder på Kickstarter og Indiegogo), så viser data, at hele 75% ikke leverer de lovede rewards (produkter) til tiden. 

Det resulterer ofte i sure kunder og et skadet brand – alt sammen til offentligt skue på nettet. Det sidste, du gider, et at fejre din vellykkede kampagne med en shitstorm, fordi du ikke leverer som lovet til dem, der har givet dig penge.

Så: Du skal have styr på din forretning, sådan at du kan aflevere det, du lover, til dine støtter.

Derefter skal du vide, at crowdfunding kræver en stor portion tålmodighed. Fordi de fleste skal have et community på plads, før du får succes med en kampagne på en crowdfunding-platform. Og det tager tid at opbygge. Hvis du hellere vil den hurtige løsningen, så gå i banken, og bed om et lån.

Til sidst skal du vide, at crowdfunding også kræver teknisk snilde. Du skal bruge andres platform og sætte dig ind i, hvordan den virker. De bedste kampagner lykkes, fordi de laver gode videoer og relevant annoncering, så det skal du kunne (eller kunne hyre andre til at lave det for dig).

Sådan kommer du i gang

Inden du beslutter dig for, at crowdfunding er perfekt til din virksomhed, så læs lidt op på, om der findes crowdfunding-succeser inden for din kategori inde på de forskellige crowdfunding-platforme. Alle kampagner ligger tilgængelige, så der kan man kigge på, om folk er kommet i mål. Det er det næstbedste sted at starte sin research.

Det bedste sted at starte sin research er med disse tre andre blogindlæg, der lærer dig mere om the basics ved crowdfunding:

https://crowdnerds.dk/5-grunde-til-at-bruge-crowdfunding/

https://crowdnerds.dk/de-4-hvorforer-i-crowdfunding/

https://crowdnerds.dk/denultimativeguide/

1 kommentar til “Hvad crowdfunding er (og ikke er)”

  1. Pingback: Elementor #1817 - CrowdNerds

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *